Australien

Hos Langåvin fører vi et bredt sortiment af vin fra hele Australien. Herunder præsenterer vi et lille udpluk af vore producenter.

 

BROWN BROTHERS Cabernet Sauvignon, Victoria Brown Brothers

På trods af de klimatiske vanskeligheder, man oplevede som vinbonde i nybyggerårene på det australske kontinent, så forsøgte en del at skabe sig en levevej via vinproduktionen, og nogle af dem, der klarede sig godt, var Brown Brothers.

John Brown gik ind i sit fars firma i 1934, på daværende tidspunkt ejede firmaet ca. 14 ha. vinmarker omkring byen Milawa men hentede hovedindtægten gennem fåreavl. De to var foregangsmænd hvad angik integration af nye druesorter i Australien. De gik i det stille og foretog forsøg med forskellige sorter og fandt frem til hvilke, der egnede sig bedst til det australske klima. Den dag i dag arbejder Johns 3 sønner: John Graham, Peter og Ross intenst med integration af nye sorter i forskellige mikroklimaer på firmaets 310 ha. vinmarker. Firmaets ihærdighed på området nyder stor respekt i hele Australien.

Cabernet Sauvignon har en dyb, rubinrød farve. I duften finder man nuancer af sødlige bær, især solbær og hindbær, men også nuancer af krydderurter (pebermynte) og til sidst chokolade. I smagen er vinen fyldig med fin, tør friskhed og afrundet tannin. Vinen er i det hele taget meget velafbalanceret og kan sagtens drikkes nu i sin ungdom men vil også kunne ligge i kælderen i 5-7 år.

Vinen er den perfekte ledsager til kalvekød, vildt eller til Australiens nationalspise: ”Roasted Lamb” (lam med rosmarin og masser af hvidløg). Som supplement til et ostebord vil den også komme til sin ret.

 

 

St. Hallett, Barossa, Blackwell Shiraz

Barossa Valey ligger i det sydøstlige Australien. nord for byen Adelaide og er egentligt en del af området South Australia. Navnet stammer fra det spanske ”Barrosa” som betyder ”rosernes bjerg” og som senere blev til Barossa.

Blackwell Shiraz betragtes hos St. Hallet som husets Reserve Shiraz og er måske den vin som uden hæmninger imponerer en mest. Den er sammensat af druer fra den nordlige og vestlige del af Barossa dalen. Områderne Kalimna og Ebenezer mod nord giver vinen dens frugtrig og umiddelbar stil, mens druerne fra det vestlige Seppeltsfield giver ekstremt koncentrerede, mørke toner og i øvrigt en god struktur i vinen. På alle parceller bliver druerne plukket ved optimal modning for at opnå mest intensitet, koncentration og aroma som muligt.

Blackwell Shiraz har en meget intens, mørk farve. I duften og smagen byder vinen på toner af bitter chokolade og mokka.  Efter lidt iltning kommer der også nuancer af brombær og skovbund. Eftersmagen er lang med toner af engelsk lakrids.

Perfekt til T-bone, rib-eye, tournedos – gerne af vildt.