Chile

Hos Langåvin fører vi et bredt sortiment af vin fra hele Chile. Herunder præsenterer vi et lille udpluk af vore producenter.

 

Syrah Reserva, Maipo Valley, Viña Echeverria, Molina

Curicódalen er et lokalt vinområde i Central Valley, syd for Santiago i Chile og levede i mange år i skyggen af distrikterne Rapel og Maule, som Curicó blev betragtet som en del af. Efterhånden som man opdagede at Curicó-vinene havde en særlig karakter og stil, og at lokale producenter beviste at de satsede mere på kvalitet end på kvantitet, fik Curicó sin egen ”subregion” status. Det har givet området et kæmpe løft.

Familien Echeverria flyttede i 1740 fra Baskerlandet i Spanien til Chile og ernærede sig i flere generationer med landbrug. I begyndelsen af 1900-tallet grundlagde familien en vingård i udkanten af Molina i Curicó Valley, og det er stadig medlemmer af den samme familie, som ejer stedet. Selvstændige familievingårde er ved at være sjældne i Chile, men Echeverria er en af dem.

Syrah Reserva har en flot, rubinrød farve med lilla skær. Duften er åben og umiddelbar, med nuancer af solbær, brombær og mørke, krydrede toner af sort peber og mokka. Smagen er meget koncentreret med toner af mørk chokolade, nellikke, tjære og en smule engelsk lakrids. Samtidig har vinen en god friskhed og slutter sprød og harmonisk. En perfekt vin til lam, vildt, okse –gerne grillet eller tilberedt med kydderier eller med f.eks. en portvinssauce.

 

Cabernet Sauvignon, Limited Edition, Central Valley, Viña Echeverria, Molina

I glasset har Cabernet Sauvignon Limited Edition en dyb, blank, rubinrød farve. Duften er meget intens og umiddelbar, med toner af modne kirsebær, blommer, solbær og peber. Smagen er ligeledes meget koncentreret, med mørke toner af bitter chokolade, solbær, en smule lakrids og en meget velintegreret trækarakter (vanilje). Eftersmagen er lang og meget harmonisk, med krydrede toner og samtidigt lækre nuancer af sorte bær.

Server den til vildt, lam, grillet eller stegt okse eller kalv.