USA/ Californien

Hos Langåvin fører vi et bredt sortiment af vin fra hele USA. Herunder præsenterer vi et lille udpluk af vore producenter.

 

Cline Ancient Vins Zinfandel, Cline Cellars

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet var store områder i Contra Costa County, ca. 65 km. øst for San Francisco, blevet beplantet med vin.

Det var Fred Cline, som i 1982 grundlagde Cline Vineyards nær Oakley og fortsatte således i sin bedstefar Valeriano Jacuzzis fodspor som vinproducent. Efter fire år fik han følgeskab af sin bror, kældermester Matt, og de to pionerer har siden arbejdet på at udvikle det, man i dag ofte kalder ”den amerikanske Rhônestil”.

I 1991 blev produktionsfaciliteterne flyttet fra Oakley til Sonoma Valley i en ny ejendom, som i dag udgør et areal på 140 ha. Stedet blev specielt valgt for sit kølige klima, der giver gode betingelser for Syrah, Viognier, Marsanne og Roussane, som vinmarkerne er beplantet med. Fra denne historiske ejendom, hvor der engang lå en Miwok landsby og som også har været en af de første lejre for Sonoma Mission, har man en fantastisk udsigt over Carneros Valley. Smagerummet på ejendommen ligger i en bygning oprindeligt fra 1850, omringet af varme kilder, kæmpe træer og ikke færre end 5.000 rosenbuske. Stedet er et besøg værd!

I Ancient Vines Zinfandel finder man nuancer af solbær, hvid peber, krydderier, kaffe og chokolade. De optimalmodne druer giver vinen en utrolig koncentration i munden. Opholdet på nye og brugte fade giver et flot modspil til frugtsødmen og giver vinen god harmoni. Vine kan både nydes i sin ungdom men vil også kunne gemmes 4-5 år.